Opret en Facebook kampagne

Af Hasse Valentin Hansen

Sådan opretter du en Facebook kampagne i Power Editor

Facebook er det største sociale medie i verden. Alene i Danmark er der 3,3 mio. aktive brugere. Vi har tidligere skrevet om, hvorfor det kan betale sig at arbejde med Facebook-annoncering. I dette indlæg vil vi så gå et skridt videre med en guide til, hvordan du opretter en Facebook kampagne.

Facebook har to forskellige systemer til at administrere kampagner; Power Editor og Annonceadministrator. Annonceadministrator er det nemmeste og er nok for de fleste virksomheder. Power Editor giver dog flere muligheder for at administrere kampagnerne, og det er egentlig ganske nemt at bruge. Derfor er denne guide lavet ud fra, hvordan du opretter en kampagne i Power Editor.

Step 1 – Åben Power Editor

Det første, du skal gøre, er at åbne Power Editor. Inde i din Business Manager-konto på Facebook går du ind i værktøjer → opret og administrer → Power Editor.

Aaben Power Editor i Facebook Business Manager

Step 2 – Opret kampagne

Det næste skridt er at oprette Facebook kampagnen. Inde i Power Editor starter du med at trykke på opret kampagne øverst i venstre hjørne. Giv kampagnen et navn. Under købstype vælger du auktion. Til sidst skal du vælge målsætningen for kampagnen. Facebook tilbyder flere forskellige målsætninger. Ud fra den målsætning du vælger, vil du få flere valgmuligheder på annoncesæt- og annonceniveau.

Du kan give et navn til dit annoncesæt og din annonce med det samme.

Step 3 – Opret annoncesæt

Så er det tid til at oprette det første annoncesæt til din Facebook kampagne. Du kan altid oprette flere annoncesæt senere. Se evt. vores tidligere indlæg om, hvordan du laver en overskuelig kampagnestruktur. 

Under traffic skal du vælge, om det er en hjemmeside eller en app, du vil promovere. Derefter skal du vælge budget og tidsplan for annoncesættet. Du kan vælge at køre den løbende, eller du kan give den et sluttidspunkt. Hvis du vælger, at den skal køre i en bestemt periode, kan du under budget vælge, om du vil give annoncesættet et dagligt budget, eller om den skal have et samlet budget til hele annonceperioden. Hvis du vælger, at den skal have et samlet budget, vil Facebook selv gå ind og fordele budgettet ligeligt over hele perioden.

Saet budget for annoncesæt til en Facebook kampagne

Næste punkt er at angive målretningen for annoncesættet. Du kan enten vælge en brugerdefineret målgruppe, en gemt målgruppe du har oprettet tidligere eller lave en helt ny målgruppe. Facebook tilbyder mange forskellige måder, hvorpå du kan målrette dine annoncer. Jeg vil komme mere ind på de forskellige målretninger i et senere indlæg.

Målretning af annoncesaet til Facebook kampagne

Step 4 – Opret annoncer

Så er det tid til at oprette dine annoncer. Start med at give din annonce et navn, så du kan holde den adskilt fra dine andre annoncer. Næste punkt er, at du skal vælge hvilket billedformat, du vil bruge til annoncen. Facebook tilbyder, at du kan vælge et enkelt billede eller én video til annoncen, eller en roterende karrusel hvor den skifter mellem op til seks billeder eller videoer. Karrusellen er især nyttig, hvis du vil reklamere for flere produkter på én gang. Her vil du fx kunne sætte op til seks forskellige produktbilleder ind med egen tekst og overskrift, så de skifter imellem hinanden. Der må ikke være for meget tekst på billedet. Facebook vil helst have lidt eller ingen tekst på billederne. Før i tiden var det sådan, at hvis der var tekst på mere end 20 % af billedet, så blev din annonce ikke godkendt. Nu har Facebook dog lempet lidt på reglerne, så nu vil annoncen køre, selvom der er mere end 20 % tekst på billedet, men dens rækkevidde vil blive begrænset. Derfor vil det som regel bedst kunne betale sig at holde teksten på under de 20 %.

Det næste, du skal gøre, er, at du skal skrive en overskrift til annoncen samt skrive en tekst til nyhedssiden/startsiden hos facebookbrugerne. Du kan også vælge at skrive en tekst under overskriften.

Så skal du vælge din call-to-action-knap. Ud fra den målsætning du har givet kampagnen, vil Facebook give dig forskellige muligheder for call-to-action-knapper. Det kan fx være køb nu, tilmeld dig eller installer nu. Du kan også vælge, at der ikke skal være nogen call-to-action-knap.

Step 5 – Måling og testning

Når du har oprettet din første annonce, er der et par ting, du bør gøre:

  1. Test: Vi anbefaler, at man opretter 2-3 annoncer for hver annoncesæt, så de kan rotere mellem hinanden, og du kan teste, hvilke slags annoncer der klarer sig bedst til din målgruppe. Du kan fx afprøve forskellige overskrifter, annoncetekster, billeder/videoer eller call-to-action-knapper.
  2. Mål resultaterne: Det her punkt kan ikke pointeres nok. Husk at måle resultaterne af kampagnen. Hvis du har en Google Analytics konto, vil det smarteste være at sætte kampagnerne op til at blive sporet der, så du kan måle effektiviteten. Det er også vigtigt at opsætte mål for dine kampagner, samt at opsætte nogle KPI, du kan bruge til at analysere, om målene bliver nået.

Hvis I har nogle spørgsmål til, hvordan I opretter kampagner, eller vil I gerne have hjælp til jeres annonceringsstrategi på Facebook, er I meget velkommen til at kontakte os.