rubiks-terning

Af Hasse Valentin Hansen

Guide til den overskuelige kampagnestruktur på Facebook

I dette indlæg ser vi lidt nærmere på, hvordan en kampagne på Facebook er opbygget. Derudover kommer vi med vores anbefalinger til, hvilke ting der er vigtige at tage med i overvejelserne, når man bygger kampagnerne.

Kampagnens opbygning

En kampagne på Facebook består overordnede set af tre dele.

  1. Kampagner.
  2. Annoncesæt.
  3. Annoncer.
Facebook-kampagnestruktur

Kampagner

Kampagnen er grundpillen for din annonce. Kampagneniveauet er der, hvor målsætningen af kampagnen bliver defineret. Facebook tilbyder forskellige målsætninger, der er delt op i tre kategorier; kendskab, overvejelse og konvertering. Her kan du fx vælge, om din kampagnes målsætning er at skabe trafik til din hjemmeside, om du vil have personer til at downloade din app, eller om du forøge dit salg. Ud fra hvilken målsætning du vælger, får du forskellige muligheder på annoncesæt- og annonceniveau.

Annoncesæt

På annoncesæt-niveauet bestemmer du målgruppen, som du gerne vil målrette din kampagne mod. Facebook tilbyder flere målretnings parametre, som fx målretning efter alder, køn, geografi, interesser, arbejde osv. Jeg vil ikke bruge tid på at komme ind på de forskellige målretninger her, da det er noget, jeg gennemgår i et senere indlæg.

Det er også på dette niveau, at du bestemmer budgettet for kampagnen, samt tidsplanen for den. Du kan vælge et dagligt budget, eller et samlet budget for hele kampagnens løbetid. Vælger du et samlet budget vil Facebook forsøge at dele budgettet ligeligt op over hele kampagnens periode.

Det er muligt at oprette flere annoncesæt i samme kampagne med forskellige målretninger. Fx kan du oprette et annoncesæt, der henvender sig personer i København og et andet annoncesæt, der henvender sig til personer i Aarhus.

Annoncer

På annonceniveauet oprettes den enkelte annonce. Her bestemmes tekst, billeder og call-to-action-knap. Det er altid en god ide at oprette flere annoncer i samme annoncesæt for at kunne splitteste dem mod hinanden. Her kan der fx ændres i billedet, tekst eller call-to-action-knap.

Den gode kampagnestruktur

Vi anbefaler, at du opdeler din kampagnestruktur lidt på samme måde, som du opdeler din hjemmeside. Lad os antage, at du har en webshop, hvor du sælger elektroniske apparater. Du sælger bl.a. både fjernsyn og computere. Her vil det give mening at oprette en separat kampagne for fjernsyn og en separat kampagne for computere.

Hvis vi går ned på annoncesæt-niveau, så kan du her oprette annoncesæt for de forskellige produkttyper inden for samme kategori. Inden for computere, kan du fx oprette separate annoncesæt for hver af de mærker, du sælger.

En god kampagnestruktur paa Facebook

Hvis du har oprettet et annoncesæt for dine Apple-computere, så kan du på annonceniveau oprette 2-3 annoncer, hvor du skifter overskrift, nyhedstekst, billeder eller call-to-action-knap. På den måde kan du teste forskellige ting og finde ud af, hvad der virker. Du kan også teste, hvordan annoncen klarer sig, hvis du bruger video i stedet for billeder.

Ved at dele kampagner op på denne måde, så sikrer du, at du har godt overblik over, hvilke af dine produkter, der sælger bedst. Desuden er det nemt for dig at administrere, så du nemt kan tilpasse kampagner og flytte budgettet rundt, hvor det passer.

Jeg håber, at I har fået noget godt ud af dette indlæg. I er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os, hvis I har nogle spørgsmål.